Jeg har altid lavet madplaner i den tid jeg boede selv - egentlig mest som en guide til hvornår jeg var hjemme og skulle lave mad. Det har jeg så taget med videre her til vores hjem i AA, og selvom drengene lige skal introduceres til det og inddrages lidt mere, så går det faktisk meget godt. De to uger (ca) vi har boet her, har vi ikke haft en decideret hel uge sammen, enten har én eller flere ikke været hjemme, vi har haft gæster eller ikke orket lave mad, så vi har fået meget rugbrød. Vi er dog enige om at vi sagtens kan have en dag eller to i ugen hvor vi bare spiser rugbrød, især nu hvor vi alle starter på studie på fredag!
Drengene er i 6000-Slicetown, Lolo kommer hjem i aften og Fred kommer på onsdag. Derfor har jeg haft hele dagen til bare at tulle rundt, vaske tøj og kigge i tilbudsaviser - jeg er begyndt at bruge appen minetilbud , så jeg har det hele samlet, og det er altså bare smart! Jeg er meget tilfreds med min madplan for den kommende uge, og den vil jeg nu dele med jer, hvis I mangler lidt inspiration til maden! Jeg endte med at handle i Fakta og Netto, da de var tættest på og havde gode tilbud på det jeg nu ville lave. Faktisk så har jeg lavet madplanen meget efter de tilbud butikkerne nu har i den her uge, og så har jeg satset lidt på nogle gule mærker på kød her til aften!
Noget af det sværeste ved at gå fra at være 1 til at være 3 (hvor to er drenge) er mængden. Det er rigtig svært for mig at vurdere hvad 1 portion er, hvor mange portioner man spiser og hvor meget der så skal laves. Hvis jeg har lavet for meget så har jeg til madpakke eller til dagen efter normalt, og jeg tager faktisk kun 1 gang, fordi jeg har overbevist mig selv om, at der ingen grund er til at spise to store portioner, også hvis det betyder der er aftensmad til næste dag! Men drenge... De spiser bare meget mere, smager det godt så tager de også lige en portion mere.
Forresten - hvis I får gæster over til pasta og kødsovs, og det er 3 drenge på 20, så skal du have 1,5 kg oksekød så du får omkring 2 l sovs, og lav ihvertfald 1 kg pasta. Så har I også spist op!